Musikken og kulturen

Musikken er blandet med kulturen og har været det alle steder i verden. Metalmusikken og rockmusikken er startet blandt folk fra arbejderklassen, og det har skabt den rå og brutale lyd i forhold til det, som blev lyttet til tidligere.

Lyden afspejlede det liv, som de levede. Arbejdsløsheden var stor, og der var ikke meget, som var sjovt ved hverdagen. For mange var det ud af skolen, og så var det, hvor du endte, for der var ingen uddannelse. Det var der ikke råd til, og arbejde var der intet af, så de utilfredse unge kastede sig over musikken, og tonen og lyden blev meget hårdere, og som tiden er gået, så er musikken for nogen blevet ekstrem brutal.

Musik er udtryk

Men der er ikke noget nyt i dette, der er musik i alle kulturer og og det opstår, som der er perioder i historien eller i en bestemt del af verden.

Når du kigger rundt , så er reggae opstået i Caribien, primært på Jamaica, og der er en sammenhæng mellem den bløde og afslappende lyd, som bliver forbundet med at ryge hash, eller ganja som de kalder det på Jamaica, og det er klart noget, som hænger sammen.

En anden musikgenre, som fulgte med kulturen og arkitekturen, er barokken. Musikken og byggestilen var noget, som fulgtes ad. Det svulmende og var fuld af stiliserede elementer. Det samme var den musik, der blev skrevet i den periode, en musik som var stor, pompøs og meget voldsom. Noget som senere blev erstattet af en mere stringent livsstil, mere undertonet musik og en enklere byggestil, så det hele går i bølger, og mange gange så er det modsætninger, som følger hinanden i historien.

Et af mest moderne eksempler på det er de første spæde forsøg på teknomusik med bands som Depeche Mode, så fulgte punkmusikken, en helt anden måde at se musikken på, hvor punkmusikken kom med idealer om anarki og en påklædning, som var ekstrem og meget provokerende. Alt i alt en musikstil og en bevægelse, som gjorde stort oprør mod alt, og som musikmæssigt var brutalt uorganiseret og fuld af spiritus og stoffer.

Den elektroniske pop, som fulgte den, var stringent, rolig med meget pæne unge mennesker i moderne tøj og med makeup, og alt det, som punk slet ikke ville røre ved.

Teksterne var heller ikke længere et opgør med samfundet, nej det var hjerte – smerte og lignende, som nu var i fokus. Noget, som slet ikke kunne passe ind i den verden, som punkerne levede i.

Begge dele er for længst blev videreudviklet til ny musik og forsvundet ud i glemslen, men de største af dem er også gået over i historien som nogen, der gav os noget helt nyt, og det er sjovt, som to så store modsætninger historisk står ryg mod ryg.